11:1 Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn

11:2 Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild,

11:3 Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem.

11:4 Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde.

11:5 Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke.

11:6 Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger.

11:7 Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op.

11:8 Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt.

11:9 Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke.

11:10 HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet,