10:1 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

10:2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

10:3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

10:4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

10:5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,

10:6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

10:7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

10:8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

10:9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

10:10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

10:11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

10:12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

10:13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

10:14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

10:15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

10:16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

10:17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

10:18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

10:19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

10:20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,