12:1 Så tog Job til Orde og svarede:

12:2 "Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!

12:3 Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?

12:4 Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.

12:5 I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer.

12:6 I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

12:7 Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,

12:8 se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!

12:9 Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;

12:10 han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!

12:11 Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?

12:12 Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?

12:13 Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.

12:14 Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;

12:15 han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.

12:16 Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.

12:17 Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;

12:18 han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;

12:19 Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;

12:20 han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;

12:21 han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;

12:22 han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,

12:23 gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort;

12:24 han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde;