14:1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

14:2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

14:3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

14:4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

14:5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

14:6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

14:7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

14:8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

14:9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

14:10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

14:11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

14:12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

14:13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

14:14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

14:15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

14:16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

14:17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

14:18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

14:19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

14:20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

14:21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

14:22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.