22:1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

22:2 "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.

22:3 Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?

22:4 Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?

22:5 Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?

22:6 Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,

22:7 gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.

22:8 Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.

22:9 Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.

22:10 Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.

22:11 Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!

22:12 Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!

22:13 Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?

22:14 Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"

22:15 Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,

22:16 de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,

22:17 som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"

22:18 Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.

22:19 De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:

22:20 For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.

22:21 Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;

22:22 tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!

22:23 Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,

22:24 kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,

22:25 så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,

22:26 ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.

22:27 Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;

22:28 hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;

22:29 thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;