137:1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

137:2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

137:3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

137:4 Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

137:5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

137:6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

137:7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

137:8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!