90:1 Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.

90:2 Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!

90:3 Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!"

90:4 Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.

90:5 Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;

90:6 ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.

90:7 Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.

90:8 Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.

90:9 Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk.

90:10 Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.

90:11 Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!

90:12 At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!

90:13 Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;

90:14 mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.

90:15 Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!

90:16 Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!